Anmeldt 23. maj 2026

af Halfdan

'Kallocain' er en roman skrevet af Karin Boye og udgivet i 1940. Den foregår i et dystopisk mareridt, hvor verden er delt op i to stater, som udøver fuldkommen kontrol over deres befolkning. Det er politistater, hvor alt overvåges og hvor den enkeltes frygt bliver udgangspunkt for indbyrdes mistro.

Læseren følger Leo Kall og hans opdagelse af et stof, der fjerner folks hæmninger. Efter injicering fortæller man sandheder, der tidligere har været Verdensstaten utilgængelige, eftersom de har været gemt væk i individets sind og natur.

På mange måder minder 'Kallocain' om '1984', en af mine favoritbøger, i både verdensbilledet og udlægning af menneskelig natur. En væsentlig forskel er dog, at 'Kallocain', modsat '1984', fortælles fra synspunktet af en af systemets sympatisører. '1984' giver tidligt indtryk af, at Winston ikke ser sig selv, som et af dystopiets tandhjul. Dette er absolut ikke tilfældet med Leo, som i det første lange stykke tid slet ikke kan forestille sig hvorfor det kunne være relevant at stille spørgsmålstegn ved det liv han lever.

Historien har en sær pacing som er baseret Leos udvikling, som i starten er forfærdeligt langsom, men som pludseligt bliver bragende og altoverdøvende. Et simpelt spørgsmål sætter en kaskade i gang hos Leo, og vækker noget i ham, som ikke længere kan sove: "Er De helt sikker på at De ikke i bund og grund misunder dem deres giftgasinficerede ørkenby?"
Spørgsmålet i sig selv er udfordrende, men det er vigtigere endnu, at det er Rissen, Leos chef og en meget atypisk mand, som stiller det. Forholdet mellem disse to er indviklet og er især der, hvor Boyes verdenssyn får lov til at skinne i gennem.

Det er svært at se bort fra bogens kontekst ifm. Boyes liv. Et afsnit især gjorde mig bedrøvet, både fordi det er smukt og fordi det er smertefuldt. Det er Linda, Leos kone, som fortæller om deres barn og hælder sit liv ud i sin mands hænder:

"Jeg lagde mærke til hvordan han rynkede på næsen på en særlig måde, og jeg tænke: Hvor er det sjovt, sådan gjorde jeg selv da jeg var barn! Sådan så jeg mig selv igen i min søn. Det var en stolt følelse: I ham var jeg næsten lige ved at kunne vokse op til at blive mand. Og jeg lagde mærke til hans latter der minder så meget om din. På den måde kom jeg næsten til at opleve din barndom."

Barnet bliver et spejl for sine forældre og giver dem nyt liv; netop det liv, som Verdensstaten gør alt for at undertrykke. Afsnittet er også [uden at røbe for meget] et vendepunkt, da Leo og Lindas forhold udvikler sig på en måde, der gør, at de tør røbe deres inderste for hinanden.
Boye var lesbisk og kunne ikke nogensinde se frem til, at få et barn med sin partner. Forholdet mellem Leo og Linda er ikke noget at stræbe efter, men det ellers lykkelige afsnit er sørgeligt, fordi det eksemplificerer meget tydeligt, at Boye selv har et ønske (og måske behov) for at dele sin verden men sin partner, på en måde som kun et barn kunne muliggøre. Citatet vidner også om hendes store evne til at skrive med motiver skjult under overfladen. Boye begik selvmord kort efter bogens udgivelse.

Anbefales til fans af genren og dem, som interesserer sig for menneskets psykologiske væsen.

Anmeldt

af Halfdan

Jeg har læst bogen to gange, og kommer nok til at læse den flere gange endnu.

Den er virkelig fantastisk. En meget simpel fortælling dækker over noget, som læseren øjeblikkeligt forstår må være en af livets evige sandheder.

Varm anbefaling til alle læsere. Måske ikke børn.

Anmeldt juni 2021

af Halfdan

Sangen er bedre.